Du kender sikkert allerede NemKonto i forbindelse med udbetalinger fra det offentlige. Din NemKonto er nemlig den konto, hvortil det offentlige overfører udbetalinger. Det kan f.eks. være overskydende skat eller pension.

NemKontoen er en helt almindelig konto, som du har i forvejen i dit pengeinstitut. Mange benytter deres lønkonto som NemKonto.Folketinget vedtog i 2007 en lov, der også giver Private Udbetalere mulighed for at bruge NemKonto-systemet i forbindelse med udbetalinger til dig som kunde.

Meningen med den nye ordning er at effektivisere betalinger fra private virksomheder til dig. Himmerland Forsikring har derfor mulighed for at overføre alle udbetalinger vedrørende dine forsikringsforhold til din NemKonto.

Himmerland Forsikring kan alene overføre penge til NemKonto. Vi har ingen adgang til hverken at trække penge på kontoen eller se kontobevægelser. Ligesom vi ikke kan se, hvilket kontonummer der er tilknyttet som din NemKonto.For at Himmerland Forsikring kan udbetale til din NemKonto indebærer det, at der mellem NemKonto-systemet og Himmerland Forsikrings betalingsformidler PBS sker en elektronisk udveksling af dit NemKonto-nummer.

Ifølge persondatalovens § 29 har du derfor krav på nedennævnte underretning:

Underretning efter Persondataloven
Økonomistyrelsen har som dataansvarlig ansvaret for oprettelsen og driften af NemKonto-systemet, men har konkret overdraget databehandlingsopgaven (driften af edb-systemet m.v.) til virksomheden KMD A/S.

Formålet med den elektroniske behandling af dine informationer er alene den fremtidige betaling af dine forsikringsudbetalinger til din NemKonto. Praktisk foregår en betaling ved, at Himmerland Forsikring i forbindelse med en betaling til din NemKonto indgiver en betalingsmeddelelse til NemKonto-systemet.

Hvis du er en fysisk person, vil du i betalingsmeddelelsen være identificeret ved dit CPR-nr., såfremt du har givet samtykke til, at vi må anvende dette, eller såfremt vi efter lovgivningen i øvrigt har ret til at behandle personnumre.

Hvis du er en juridisk person (f.eks. en virksomhed), vil identifikationen ske via det til virksomheden hørende CVR-nr./SE-nr./P-nr.

NemKonto-systemet påfører herefter automatisk betalingsmeddelelsen dit registrerede NemKonto-nummer, hvorefter betalingen til din NemKonto finder sted.

Du kan til enhver tid få oplyst hvilken af dine konti, der er tilknyttet NemKonto. Du kan se det ved at logge på din netbank. I de fleste netbanker vil det fremgå hvilken konto, der er din NemKonto og du vil også have mulighed for at skifte til en anden konto. Du kan også gå ned i dit pengeinstitut og få oplyst hvilken konto, der er tilknyttet NemKonto.

Ved at gå ind på www.nemkonto.dk og logge på med din digitale signatur, kan du ligeledes se og ændre din NemKonto, ligesom du også har mulighed for at kontakte NemKonto Support på tlf. 44 60 63 68. Du skal dog være opmærksom på, at supporten af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan oplyse de sidste fire cifre i dit kontonummer.

Udbetalinger på anden måde end via din NemKonto
Såfremt Himmerland Forsikring har dit CPR-nr./CVR-nr. registreret, er du automatisk tilmeldt NemKonto. Du har dog mulighed for at modtage udbetalinger på anden måde end ved udbetaling til din NemKonto. I så fald skal du hurtigst muligt rette henvendelse til Himmerland Forsikring og bede om, at udbetalinger til dig finder sted på sådan anden måde, som du måtte ønske. Henvendelsen skal være skriftlig og vi gør opmærksom på, at udbetaling på check vil ske mod et gebyr på kr. 50.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er tilmeldt NemKonto hos Himmerland Forsikring, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 96 98 18 00.

Mere information
Du kan finde mere information om NemKonto-systemet på www.nemkonto.dk Du kan også læse mere om reglerne om NemKonto-ordningen i Lov om offentlige betalinger m.v. (lovbekendtgørelse nr. 798 af 28. juni 2007).


Du kan læse mere om reglerne om NemKonto-ordningen i Lov om offentlige betalinger m.v. (lovbekendtgørelse nr. 798 af 28. juni 2007).

Du kan også finde mere information om NemKonto-systemet på NemKonto.